Loggar in...
Forumnytt
Torgetnytt
Turnering [Standard]
Blod på hænderne til WMCQ sejr! 
Via danskmagic.com
Lørdag aften under Modern PTQ’en sætter jeg mig ned for runde 8, tilfældigvis ved siden af min gode ven Mads Morsing, der havde givet mig husly i løbet af weekenden.
”Er du også 3-4?” spørger jeg, og han bekræfter.
”Så gætter jeg på at den her runde er en form for finale for at finde ud af, hvem af os, der klarer sig bedst.”
”Jeg synes du bruger ordet ”finale” ret løst her...”
Vi vinder begge to vores kamp, og jeg må skuffet konkludere: ”Okay, så må vi vel få det afgjort i morgen.”
Søndag aften. WMCQ’ens sidste kamp skal til at starte, og vi havde stadig ikke fået afgjort det endnu!
Denne gang var brugen af ordet ”finale” knap så løst..
 |
av
 YawgmothsBreakfast
#1 PT Points Yearly
#4 PWP Seasonal
#17 PWP Lifetime01:46, 17/9 -14 läst 4359 ggr. |
 Skriv ut artikel 1 Kommentarer |
Jeg brugte det meste af lørdag aften på spørge alle mulige folk, hvad jeg skulle spille til standard-WMCQ’en om søndagen. Jeg havde egentlig tænkt mig at spille Gr Blood, det deck jeg skrev om i denne artikel, og som jeg efterhånden kender virkelig godt. Men tvivlen var begyndt at krybe frem. Jeg gik kun 5-4 til GP Utrecht (med 2 byes), Martin Müller – en person, som jeg virkelig respektere i Magic – mente at decket var enormt dårligt, og jeg burde spille alt andet. Lasse Gustafson, min kammerat som var med til at bygge decket tilbage i februar, var hoppet af vognen kort tid før GP’et, og han mente nu også at decket var dårligt. Det var de to eneste andre personer, der havde prøvet at spille med decket, så der måtte jo ligge noget vægt bag deres ord.
Så hvad skulle det blive? Det deck som jeg kendte (og havde kortene til), men som åbenbart skulle være dårligere end jeg anså det for? Eller et kendt deck, såsom GW aggro (med sin horrible manabase!), Bant Control (som Martin klarede sig godt med på Pro Touren) eller UW Control, som jeg vidste at Morsing havde en rigtig god og gennemtestet version af.
Stort set alle andre, som jeg spurgte ad, rådede mig til at vælge det deck, som jeg kendte bedst.
”Forskellen i power-level på de nuværende standard-decks er ikke særlig stort, som man får en langt større fordel af at kende sit deck”.
Jamen, okay så. Jeg besluttede mig for at følge min egen intuition og trodse en af Danmarks bedste spilleres velmenende råd. Lørdag klokken 1 havde jeg tunet mig frem til denne version:
 Gr Blood | Standard / Turneringsspel |
|
Av: 
Denne liste ser lidt anderledes ud, end den seneste, som jeg postede her. De fleste ændringer er sket i sideboardet, som var sidste-minuts-ændringer lige før GP Utrecht. Jeg havde hovedsageligt bare fjernet Mistcutter Hydra og Witchstalker, fordi vi konkluderede, at de egentlig ikke var særlig gode i de match-ups, hvor jeg gerne vil have dem ind. Aftenen før WMCQ’en valgte jeg dog også at stramme lidt op på min manabase. Jeg synes, at de to farveløse lande ledte til for mange mulligans, så jeg gik ned på et enkelt igen. Denne gang beholdt jeg Mutavault maindeck og havde så Nykthos i sideboardet. Den ekstra kilde til grøn mana tillod mig så at skære et tempel for et Mountain, som var en ændring, jeg længe ville have lavet. Det er ret ofte, at templet sidder akavet i din kurve, og Mountain var MVP for mig gennem hele turneringen.
Jeg trådte ind i Roskilde Idrætshus armeret med et deck, der måske var en fejltagelse, og en ængstelig forventning om Müllers reaktion, når han fandt ud af, at jeg havde trodset ham.
Inden længe sad jeg og skrev min deckliste i al hast, mens Player Meeting var i gang, og dommerne fik besked på at samle ind. Første fordel ved at kende sit deck må være, at det går væsentligt hurtigere at nedskrive listen!
Runde 1, Thomas Køstler, BW Midrange
I spil 1 viste jeg, hvorfor tur 2 Pack Rat ikke er godt nok mod det her deck. Selv on the draw. I spil 2 blev jeg slagtet af rotter, og dæmoner og vampyrer, mens jeg sad med en Chandra i hånden, der aldrig havde et godt target. Spil 3 lagde han en Elspeth og tabte. Okay, han tabte ikke med det samme, men den var nødt til at tikke ned for at dræbe Pøllefar (Polukranos), så jeg kunne fjerne hende fra bordet med Blood.
Thomas’ chancer blev dog lidt forværret af, at han ikke så en eneste Lifebane Zombie i nogen af de tre spil. Nu hvor jeg tænker over det, så jeg faktisk ikke en eneste Lifebane Zombie gennem hele turneringen. Better lucky than good, I guess.
Nu er det jo ikke sådan, at jeg bare auto-taber til Lifebane, men den er naturligvis et godt kort imod mig. Det er ret vigtigt i match-uppet, at have creatures med 4 Toughness, så de ikke kan bytte med zombien, og 4 power, så de ikke bliver blanket af Blood Baron of Vizkopa. Dette var hovedårsagen til, at Witchstalker blev cuttet. Scavenging Ooze, Fanatic of Xenagos og Polukranos er derfor ret vigtige. Chandra er der også til at løse samme problem.
-2 Aspect of Hydra -1 Kalonian Tusker. +2 Chandra, Pyromaster +1 Scavenging Ooze
2-1
1-0
Runde 2, Søren Rosenfjeld, Mono Blue Devotion
Jeg ved, at Søren har spillet mono-blå siden tidernes morgen, og jeg ved, at det er et virkelig dårligt match-up. Man kan ikke sige, at jeg så frem til denne kamp.
Spil 1 får jeg kurvet ud, og Søren har ikke den mest defensive start. Til sidst er trample fra mine to Fanatics of Xenagos og Ghor-Clan Rampager nok til at slå ham ihjel.
I spil 2 har han Thassa med to Frostburn Weird og Islands untapped. Jeg har tre lande, en elver, en 3/3 Fanatic og en Boon Satyr. Jeg slår med mine to klumper, og han blokerer sin Weird på min Fanatic. Jeg vælger at bruge en Rampager på min blokerede Fanatic, og han respondere med en forventet Cyclonic Rift. Han er på 12 liv, og Boon Satyr truer med at putte ham på 8. Jeg har en Rampager mere og en Blood i hånden, med to mana åben denne tur, så jeg bør kunne slå ham ihjel næste tur. Jeg vælger så at tappe elver og Mana Confluence for at bruge Rampager til at sætte Søren på 4, så han er død til Blood næste tur, hvis han ikke har mere.
Jeg glemmer dog lige at regne med min tappede elvers manglende evne til at blokere, plus den ekstra skade fra Mana Confluence, der efterlader mig død på bordet, hvis han har endnu en Island til at pumpe sine Weirds. Søren har Island, men han må åbenbart have stolet på min fejlagtige matematik, for han vælger i stedet at spille Jace og bounce min Satyr. Det gør så, at han er død til land fra toppen, så jeg kan spille Satyr og Blood!
Alas, videre til spil 3.
Her laver Skylashers arbejde med at spise hans dyr og slå ham for nok til at det lille insekt kan færdiggøre ham med hjælp fra Aspect for omkring 7 og en Rampager. Det har mono-blå ret svært ved at interagere med.
-4 Kalonian Tusker -2 Boon Satyr -1 Mutavault. +3 Skylasher +1 Polukranos +1 Blood +1 Setessan Tactics +1 Nykthos
Oprindeligt boardede jeg 2 Experiment One og 2 Scavenging Oozes ud af kurve-årsager, men da jeg senere snakkede med Müller om det, overbeviste han mig om, at match-uppet handler om tempo, og at Tusker derfor er værre end Experiment One (der er billigere) og Scavenging Ooze (der kan kastes med Emissary).
2-1
2-0
Runde 3, Peter Kukk, B/R Midrange
Mellem runde 2 og 3 havde jeg snakket en del med Peter om hans deck, fordi jeg syntes, det var så sejt, at han spillede en standard-legal udgave af sit Modern Top 8-deck fra dagen før. Til PTQ’en gik han i top 8 med et ret unikt (men ikke helt ukendt) B/R-deck med Dark Confidant, Prophetic Flamespeaker og Chandra, Pyromaster. Så hvad gør han i standard? Spiller B/R Prophetic Flamespeaker selvfølgelig!
Og efter at have snakket om hele hans liste, skal jeg selvfølgelig møde ham i runde 3. Nu ville hans Pain Seers og Goblin Rabblemasters ikke komme så meget bag på mig. Peter nævnte, at match-uppet nok var horribelt for ham, fordi jeg spillede aggro. På trods af det var han stadig ret tæt på at vinde spil 1 fra en mulligan til 5.
Det var rimelig svært at spille, for jeg skulle hele tiden sørge for, at jeg ikke døde til hans Rabblemaster, hvis han trak en removal-spell samtidig med, at jeg skulle sørge for at vinde spillet. Mutavault er rimelig god mod Chandra!
Spil 2 blev han vidst bare rullet, bl.a. på grund af en usamarbejdsvillig manabase.
Jeg vil indskyde igen, hvor sejt jeg synes det er, at Peter går i top 8 i både modern og standard (spoiler alert!) med det samme deck. Jeg var hans eneste loss i swiss-runderne.
2-0
3-0
Runde 4, Morten Hyldig, Jund Planeswalkers
Walkers var ikke et match-up jeg havde testet særlig meget før denne turnering. Det skyldes hovedsageligt, at G/R Blood vs. Jund Walkers blev testet af Lasse Gustafson under vores GP-forberedelse. Jeg burde have kigget på match-uppet mellem GP Utrecht og WMCQ’en, men i den periode var jeg mere investeret i mit Modern-deck.
Jeg vandt spil 1 med en rimelig hurtig start, som Morten ikke kunne følge med på. Jeg vandt også ret overbevisende over Jund Walkers til GP’et, så jeg tænkte egentlig, at det var et ret godt match-up. Men i spil 2 og 3 havde jeg lidt sløvere starthænder. Uden turbomotorer og den forøgede mængde removal samt den uendelige strøm af blockers fra hans Planeswalkers, der tvang mig til at bruge tricks på ukomfortable tidspunkter, ledte til min første tabte kamp i turneringen.
Efter kampen gik jeg selv i tænkeboksen, blev siddende ved bordet og bebrejdede mig selv for ikke at være ordentligt forberedt på et forholdsvis populært match-up. Jeg diskuterede, hvordan jeg burde sideboarde med team-mate Thorbjørn, der selv spillede Jund Walkers til GP’et. Det virkede underligt korrekt at cutte Burning-Tree Emissary, fordi den bare bliver stoppet af Courser og Caryatid samt trader for Xenagos-tokens.
Jeg har altid været stor modstander af, at boarde Domri Rade ind mod et andre decks end kontrol, men jeg blev overbevist om, at den er god til at grinde mod deres removal-plan, kan fjerne blockers, så jeg ikke behøver at bruge tricks på det, og den kan grave mig ned til et af de vigtigste kort i match-uppet: Polukranos. Jeg har endnu ikke afprøvet et spil med denne konfiguration, men det virker ret fornuftigt om end kontroversielt.
-4 Burning-Tree Emissary -2 Aspect of Hydra. +3 Domri Rade + 1 Polukranos +1 Scavenging Ooze +1 Blood
1-2
3-1
Runde 5, Jesper Christensen, Mono Blue Devotion
Denne runde startede ud med en lidt uheldig episode som vel teknisk set udgør Outside Assistance.
Jeg sidder overfor min modstander, lad os kalde ham spiller B. På hans højre side er spiller A, og til venstre for ham har vi spiller C. Spiller A lægger ud med at fortælle ret højlydt om, at hans eneste loss indtil videre var til mono-blå, og hvor meget han hader at spille mod det deck. Uanfægtet skæver spiller B til venstre, hvor han kan se sidemandens deck, mens det blandes. ”Det er da fedt at se, at der er andre, der klarer sig godt med det samme deck som mig.”
Jeg kan tilfældigvis også se bunden af spiller C’s deck, helt uden at prøve. Og jeg kan se Islands og Judge’s Familiar. Flot.
Spiller A skæver også til siden og udbryder så igen – uden at have lagt mærke til spiller B’s kommentar – ”Årh, jeg får det simpelthen så dårligt at se på det deck. Jeg hader virkelig at spille mod det.” Så hvis ikke det var fordi min modstander selv havde fortalt mig indirekte, hvilket deck han spillede, ville det have været et ret stort problem, at hans sidemand gjorde det. Og hvis min sidemand (spiller C’s modstander) var lidt vaks i røret, ville han nu også vide, at han spillede mod mono-blå.
Vil folk, der kan være skyldige i tilfælde som disse, ikke nok være søde at begrænse al unødvendig samtale ved bordet, der indvolverer de andre spilleres kampe. Outside Assistance er en reel ting, og der skal ikke så meget til, før det kan påvirke en spillers beslutninger.
Selve spillene var ikke særlig klimatiske. Han spillede sine kort ret meget off-curve, så jeg formodede, at han havde flere tricks i hånden. Jeg prøvede derfor at tænkte meget grundigt over, hvordan jeg skulle blive blæst mindst muligt ud af disse tricks, og regnede skaden på begge sider af bordet flere ture frem. I begge spil havde han bare trukket en masse Islands. Det er vel en form for bonus.
Der var en enkelt interessant situation i spil to, hvor jeg har en starthånd med Elvish Mystic og Fanatic of Xenagos, og min manabase er to templer og en Forest. Jeg er on the draw, så jeg overvejer, om jeg skal lægge Forest+elver på tur 1. Men det passer bare for godt med, at han kan lægge sin Tidebinder Mage på kurven tur to, og forhindrer mig i at kaste nogen spells igen før tur 4 på grund af mit 3-cost kort og de to templer. Så jeg spiller i stedet Temple of Abandon tur 1. Han spiller ikke noget tur 2, og på min tur 2 lægger jeg tempel plus elver. Han spiller Tidebinder Mage tur 3, off-curve, så jeg kan spille min Fanatic tur 3. Se, DET er en form for bonus!
2-0
4-1
På det her tidspunkt er jeg rimelig oppe at køre sammen med min spilgruppe fra Roskilde. Jeg er 4-1, Lasse Gustafson er 4-1 og Thorbjørn Louring Koch er 4-1. Mads Morsing fik en draw til 3-1-1, så vi regnede med, at han var udenfor contention.
Det er som regel på det her tidspunkt i en turnering (4-1 eller 5-1), at jeg begynder at miste fokus, tænke på hvor tæt jeg er på Top 8 og så videre. Det var også begyndt at krybe lidt op i mig igen, men at gå rundt i den fjerne ende af hallen of synge U2’s fantastiske sang "Exit” sammen med Lasse, hjalp en del med at skubbe nerverne væk. Jeg bør nok lytte til den sang mellem runderne til min næste store turnering. Den har det helt rigtige crescendo til at få mig i det rette element til at vinde Magic-spil.
Jeg var klar til at game igen!
Runde 6, Thorbjørn Louring Koch, Jund Midrange
Vi vidste godt, at vi ville møde en team-mate før eller siden, men det er stadig ret surt, at en af os ville være udenfor contention, når runden var ovre.
Begge spil var ret spøjse. Hans mana var ikke helt samarbejdsvillig begge gange. I spil 1 lagde han en Reaper of the Wilds og døde prompte til Rampager + Blood.
I spil 2 undlod han at blocke en Fanatic of Xenagos og døde prompte til Rampager + Blood.
Normalt plejer jeg ikke rigtigt at combo folk ud – specielt ikke mod sorte decks. Men denne gang vandt jeg en hel match på at gøre det to gange i træk. Det er vel derfor, jeg har de kort i decket.
-4 Experiment One -1 Mutavault. +1 Polukranos, +1 Flesh//Blood, +1 Nykthos, +1 Aspect of Hydra, +1 Scavenging Ooze
2-0
5-1
Så tæt på! Og sandsynligvis uden en chance for ramme 9.-pladsen! (jeg kom på 9.-pladsen på breakers til to ud af de tre WMCQ’er sidste år). Lasse havde også en win-and-in, og vi regnede os også frem til, at Mads faktisk havde en chance for at komme ind på breakers, hvis han vandt sin runde, så hele Roskilde-teamet var ret meget oppe at køre.
Runde 7, Kristian Heibing, RW Soldiers
Det var ikke lige et match-up, som jeg havde regnet med at spille mod i min win-and-in. På den anden side, så havde han nok heller ikke regnet med at spille mod Aspect of Hydra og Flesh//Blood.
I spil 1 kurver jeg med dyr, der bare er meget større end hans. Tusker ind i Tusker ind i Polukranos med en Rampager i hånden er nok til at slå hans tur 3 Obelisk of Urd.
Spil 2 har jeg noget i hånden, som jeg ikke har set hele turneringen. Dobbelt Burning-Tree Emissary! Med Experiment One og Scavenging Ooze. Jeg lavede den fejl, som man aldrig skal lave I den her position: jeg tænkte, hvor tæt jeg var på endelig at nå top 8. Hans tur 3 Obelisk, tur 4 Launch the Fleet var mere end nok til at pløje igennem min sølle ”nut-draw”.
Jeg havde nu fået lidt mere respekt for Soldier-decket til spil tre. Her havde jeg igen dobbelt Emissary med Elvish Mystic og Fanatic of Xenagos. Han var tvunget til at blokere med de ret dårlige dyr, som decket spiller, og han kunne ikke holde til dobbelt Rampager.
2-1
6-1!
Top 8:
- 1. Thomas Lundholm Rasmussen, Mono-Blue Devotion
- 2. Thomas Enevoldsen, RW Burn
- 3. Peter Kukk, RB Midrange
- 4. Daniel Lind, Naya Tokens
- 5. Alexander Passow, Mono-Blue Devotion
- 6. Anders Mortensen, Rabble Red
- 7. Simon Nielsen, Gr Blood
- 8. Mads Morsing, UW Control
Kvartfinale, Thomas Enevoldsen, RW Burn
Min kvartfinalemodstander var ikke en helt nem opgave, da han nok er den bedste spiller i turneringen. Heldigvis tror jeg, at jeg er rimelig favoriseret mod burn. Jeg kan godt ræse dem (specielt med lidt combo), og mine dyr er så store, at det kan være akavet at brænde dem ihjel.
I spil 1 sidder jeg fast på to lande, men jeg har en 3/3 Experiment og en 3/3 Kalonian Tusker, mens Thomas forsøger at ræse mig med en Chandra’s Phoenix. Jeg har dobbelt Aspect of Hydra i hånden, og venter på min gyldne mulighed til at lave et combo-kill. Han er på 10, og jeg slår ham med mine to venner. Han animerer og chumper med Mutavault. Dette kan betyde to ting: enten chumper han fordi han vil være nødt til det på et tidspunkt alligevel (han ville faktisk være død, hvis han ikke havde), eller for at sætte Searing Blood op. Jeg lader skaden ske, og post-combat kan jeg så vælge, om jeg vil kaste min Scavenging Ooze eller ej.
På den ene side kan jeg holde dobbelt Aspect åben til at beskytte mine dyr mod hans burn – inklusiv den måske telegraferede Searing Blood. På den anden side, kan jeg beskytte min Tusker mod Searing Blood ved at spille en Scavenging Ooze (så han skyder den i stedet for Tusker), og gemme mine Aspects til at slå ham ihjel. På den konto tager jeg både en skade fra Mana Confluence og 3 skade fra Searing Blood, men jeg er på 13 liv, så der skal en ret specifik kombination af kort til at vinde over mig dér.
Jeg vælger at tage den vovede vej og spille min Ooze. Det er for det første ikke sikkert at han har Searing Blood, men hvis jeg bruger mine Aspects til at redde mine dyr, risikerer jeg, at jeg ikke kan slå ham ihjel med dem. Det ville give ham mere tid at trække tilstrækkelig burn (sammen med ekstra angreb fra Phoenix). Desuden har han removal som Chained to the Rocks, som jeg ikke kan beskytte mig imod, og så vil jeg være i en værre position, hvis jeg ikke spiller et ekstra dyr.
Det er en interessant situation, og det er bestemt ikke sikkert at jeg tog det korrekte valg.
I hvert fald så slår jeg ham næste tur for 6, bruger Aspect for 3, han responderer med en Stoke the Flames, og jeg viser en endnu en Aspect.
-4 Boon Satyr -1 Mana Confluence. +1 Mutavault +1 Polukranos +1 Scavenging Ooze +1 Aspect of Hydra +1 Flesh //Blood.
I spil 2 har han ikke noget hvid mana. Han skyder mine første dyr, men Polukranos overlever og vælger at slå for 18.
Thomas Enevoldsen har siden hen vundet den anden WMCQ i Århus, så det er ret fedt, at have en så rutineret spiller med på holdet.
Semifinale, Anders Mortensen, Rabble Red
Jeg havde regnet med, at jeg skulle spille mod mono-blå, fordi jeg huskede forkert på top 8-pairings. Så efter at have gennemgået og diskuteret min sideboard-strategi mod mono-blå med Martin, kunne jeg så sætte mig ned for at spille mod mono-rød i stedet.
I spil 1 får jeg som fortjent efter at have holdt en helt forfærdelig hånd. Experiment One, Boon Satyr x2, Rampager, Forest x2, Mountain. Min første reaktion var nok ”Sweet manabase uden smerte mod mono-rød, keep!” Det vigtigste i det her match-up er mine to-drops. Specielt Kalonian Tusker, fordi den er større end alle hans dyr og kommer ned hurtigt. Denne hånd havde ingen to-drops. Boon Satyr er det dårligste kort i match-uppet, fordi den trader med alle hans kort, koster meget mere, og hverken bestow eller flash er relevant. Så jeg blev slagtet, end of story.
Sideboarding er den samme som overfor, hvor jeg bare tager en Setessan Tactics ind i stedet for en Aspect of Hydra.
I spil 2 havde jeg hurtigt paraderne oppe med tur 2 Fanatic Of Xenagos. Jeg var forholdsvis nemt i stand til at ræse ham samtidig med, at jeg kunne holde tilstrækkeligt med blockers tilbage og afslutte spillet med en Blood. I spil 3 tager min modstander en chance med en 1-lands hånd, der ikke rammer andet land før tur 4. På det tidspunkt er jeg allerede alt for langt foran til, at han på nogen tænkelig måde kan komme tilbage i spillet. Det var en ret antiklimatisk afslutning på semifinalen, men jeg kan ikke klage over, at være gået i finalen. Jeg fik at vide bagefter, at jeg nok ikke kunne have vundet over den hånd, hvis han havde trukket landet tur 2.
Finale! Mads Morsing! UW Aggro (erhm, jeg mener Control)
Mens jeg havde travlt med at manascrewe mine modstandere, tog Mads sig af to monoblå decks for mig. Og drømmen blev en realitet: vi skulle mødes i finalen. Der var krammere og high-fives hele vejen rundt, og vi var begge indstillet på, at udfaldet ikke rigtig betød så meget, for vi havde allerede vundet turneringen.
Mads er min gode ven, som jeg kender fra FNM i Fanatic Roskilde, hvor vi mødes stort set hver eneste gang og ofte med lige præcis dette match-up hver gang. Vi kender begge to match-uppet ud og ind, og jeg tror, at det cirka står lige mellem os.
Mads spiller en version af UW Control, hvor han har 4 Mutavaults, 3 Elspeths og 1 Aetherling (deraf navnet ”UW Aggro”). Jeg er helt overbevist om, at denne version er bedre end Planar Cleansing-versionen, som de fleste andre er så glade for, fordi dette deck har langt større mulighed for bare at slå modstanderen ihjel.
Turneringsarrangør Daniel Steinaa, der også står for vores FNM’s, lavede den åbenlyse joke: ”Kan I ikke bare splitte så vi kan se at komme hjem?”. Og efter en meget seriøs samtale om Goat Napper, der testede dommerens evne til at holde masken, var vi i gang!
Selve spillene var ikke noget at råbe hurra for. I spil 1 mulliganer Mads til 5, og jeg har en proper kruve. I spil 2, misser han land-drops, og selvom han har den meget farlige Nyx-Fleece Ram, så kan jeg Rampager mig gennem den og slå ham ihjel, før der kommer en Verdict.
-3 Flesh//Blodd, -2 Aspect of Hydra, -2 Scavenging Ooze, -1 Fanatic of Xenagos. +4 Domri Rade, +2 Chandra, +2 Skylasher
Rent faktisk at vinde turneringen (også selvom jeg cruisede gennem top 8 på en bølge af manascrew), var ret stort for mig. Især at møde en ven i finalen, som er næsten lige så glad for at tabe, som for at vinde. Mads fortalte mig, at han under spil 2 sad og heppede på mig i sit hoved: ”Kom så Simon, slå mig ihjel, du skal til Worlds”. Hele episoden var ret surrealistisk. Specielt hvordan turneringens udfald passede med vores samtale dagen før om den løse brug af ordet ”finale”.
Jeg vil også lige give et skud til Mads Morsing. Han spiller ikke så meget andet end de lokale FNM’er, men han er virkelig god til det han gør: at spille UW Control. Han har spillet to Competetive standard-turneringer hele året, og den ene vandt han (en lokal turnering med 4 Force of Will i førstepræmie), og i den anden kom han på andenpladsen.
Han har siden spillet WMCQ’en i Århus, hvor han desværre tabte sin win-and-in, men jeg håber på at se ham med trofæet i den sidste. Det ville være velfortjent.
Hvad kan jeg så slutte af med at sige? Jeg er naturligvis meget beæret over at skulle repræsentere Danmark ved World Magic Cup. Jeg har et rimelig stort engagement, og er allerede begyndt at tænke over og planlægge, hvordan vores forberedelse skal gå, og jeg er villig til at lægge en masse arbejde i, at Danmark får en god præstation i år!
Jeg tror ikke at budskabet i denne artikel er: ”Spil G/r Blood, det er det bedste deck i formatet, og det har vundet 100 % af alle de WMCQ’er, det har deltaget i!”
Hvis man nu alligevel synes, at decket lyder spændende, så skulle der gerne være nogle tips og tricks at samle op på i denne artikel. Jeg ville ikke ændre noget ved decket, men det er selvfølgelig også bygget ret meget i min stil.
Det egentlige budskab i artiklen er: Spil det, du kender bedst! Det er den vigtigste regel for deckvalg til den sidste WMCQ. Og må du, som løber af med sejren, fortjene den helt igennem!
